Jeg kan også være usikker

Godmorgen 🙂

I dag vil jeg gerne dele et personligt indlæg med jer. For selvom jeg ligenu stiller op i Topmodel Curves og fremstår modig og selvsikker både i programmet og her på bloggen, så er jeg også blot et menneske. Jeg kan også være usikker.

Hvis man har læst med her på bloggen, så har jeg givet udtryk for, at jeg meget gerne vil være med til at bryde det tabu, som er blevet belagt på den almene krop. Det har jeg skrevet et indlæg om HER.

Men jeg er som sagt bare menneske og nogle gange kan jeg også blive usikker.
Der var en episode for nyelig, som gjorde mig en smule usikker og ubekvem i min krop. Det var ikke i et prøverum (et lille prøverum kan altså vise ting, som ikke eksisterer andre steder end derinde, haha) eller fordi et par bukser var for små. Det var ikke nogle grimme blikke, som blev sendt. Nej, det var faktisk noget så simpelt noget jeg selv gjorde. Eller… sagen er, at jeg havde et par high waist bukser på – min personlig favorit buks, da det får mig til at synes længere (i hvert fald mine ben). Dertil havde jeg et bælte. Jeg sad i toget på vej hjem fra KBH, lidt sammenkrøllet, fordi jeg sad med benet over det andet, samt havde en sidemakker og en overfor mig. Vi ved alle, at pladsen i forvejen ikke er den største, men når det sker, så er der ikke meget plads tilbage, og kurver fylder lidt.
Men der sad jeg, lettere sammenkrøllet, med benet over kors, og når man har lidt ekstra på maven og på lårene, så skaber det mindre plads og derfor mødes de ofte i denne stilling. Bevares, det er ikke et problem overhovedet. Det er sket så mange gange før. Men det der gjorde mig usikker var, at jeg midt i min sammenkrøllet-afslappede-siddende-musikhørende bobbel, kom til at mærke noget jeg ikke kunne for ene mig med.

Vi kvinder har et billede af os selv i hovedet, de fleste har i hvert fald, og det er enten sådan vi ville ønske vi så ud(hvis man ikke kan lide sin krop) eller det billede, som man selv ser i spejlet (hvis man har det godt med sig selv, “jeg er lækker” følelsen). Jeg har 99% af alle dage “jeg er lækker”-følelsen, men jeg kan også godt vælte til den anden side, hvor jeg ikke helt kan forene mig med det jeg oplever/ser, fordi jeg netop har et billede i mit hoved af, hvordan jeg normalt ser ud. Og der er oplevelsen/synet ikke en del af det billede!

Min sammenkrøllet stilling gav mig et betydeligt større bæltedyr (ja, det kalder jeg min nederste mavedelle). Der var pres både oppefra, via bæltet og nedefra via mit lår. Det gav jo ikke så mange muligheder for mit bæltedyr end at ty til flugtmetoden – nemlig udad. Stor og struttende lige der og det gjorde jo så, at når jeg sad i en afslappet armstilling, for at læse mit Q-magasin, jamen så kunne jeg jo ikke andet end at være meget nær med mit såkaldte bæltedyr. Min arm hvilede derpå.
Det kan lyde absurt, men jeg er ikke vant til så meget nærkontrakt med min nederste mavedelle. Jeg ved den er der, jeg har anerkendt den og vi har det pisse godt med hinanden. Vi kan godt lide hinanden. Ingen problemer der. Men det var lidt ligesom når man ved et uheld kommer lidt for tæt på en ven. Man kom ligesom ind i en zone, hvor man bare IKKE var meant to be! Det bliver akavet og en lettere panik kommer lettere galoperende op i en.

Min eneste mulighed var jo at skifte stilling, for så ville problemet ikke være helt det samme. Det ville fjerne presse nedefra og bæltedyret ville ikke være klemt op i en krop på samme måde.
Men fornemmelsen af den nærkontakt, som var så ny – fordi den opleves sker så sjælendt, at det nærmest er en ny følelse når det sker igen – satte #ærligtalt spor i mig. Jeg kunne på ingen måder forholde mig til, at mit bæltedyr føltes og synet så meget større end normalt. Det var jo en helt anden side jeg så af mig selv. Det var måske sundt nok, for egentlig ser/mærker  vi ikke vores krop så ofte, da man jo ikke så ofte sidder i mærkelige stillinger og samtidigt har et ekstremt fokus på sin krop. Eller.. nu kan jeg jo kun tale for mig selv, jeg ved jo ikke hvad i går og laver af mærkelige stillinger 😉

Min pointe er, at det er så vigtigt, at man kan forholde sig til sin egen krop. At man hviler i egen krop. Men selvom du så hviler i din egen krop og du primært har “jeg er lækker”-følelsen, så er det OGSÅ okay, at have dage/øjeblikke, hvor man ikke er tilfreds. Hvor man egentlig synes man ser træls ud, føler sig flov, pinligtberørt osv. Vi er mennesker, ikke alle dage – såsom i dag – er fuld af solskind og fryd og gammen. Langt fra. Livet er fyldt med op -og nedture. Det er en del af det hele. Alle har problemer, som de skal forholde sig til. Nogle større og mindre end andre, nogle flere end andre, men vi har alle sammen noget. Og det er OKAY. Vi er MENNESKER, ikke fejlfrie.

Nogen vil måske mene, at jeg intet har alt klage over og det er bestemt ikke en klage over min krop. Look at it. Men når man opdager nye sider af sig selv, skal man alle forholde sig til den og det her var min oplevelse. Jeg ved, at jeg nok ikke er den eneste, som har oplevet samme følelse. Det ville da være unikt, hvis jeg som eneste menneske på jorden, havde oplevet en ny side af sig selv, som man ikke kunne forholde sig til, da den ikke afspejlede det billede, man havde oppe i sit hoved.

Jeg vil rigtig gerne høre, hvad som kan gøre dig usikker? Der er ikke noget, som er pinligt ved, at man får sådan nogle oplevelser og fortæller om dem. Det vigtigste er, at din primære følelse omkring dig selv er “jeg er smuk, jeg er lækker”.

Stort knus, Helena <3