Når mor er så syg, at det koster lemmer

Hej med jer

I dag vil jeg dele noget meget personligt med jer og grunden til, at bloggen har været bekymrende stille. For ærligt, selvom jeg altid har været vant til, at min mor er syg, så var det her lidt en mavepuster. For når man er så syg, at det begynder at koste en lemmer, så er man syg.

Min mor, i en sølle alder af 42, fejler mere end de fleste kan nå på ét liv. Når jeg taler om folk der har været uheldige, med hvad end det så kunne være, så siger jeg altid “Personen har vidst stået bagerst i køen”. I det hen her situation har min mor stået bagerst i køen, flere gange. Trods af, at hun er gudesmuk (tænker Gud har givet hende en forelomme), så kunne jeg godt have tænkt mig, at Gud havde ladet hende få en forelomme en gang eller to mere. For hun er hårdt ramt.

Da min mor var 12 fik hun sukkersyge. Egentlig tænker man ikke, at sukkersyge er så alvorligt, men det er en sygdom, som kan have en del følge sygdomme med sig. Min mor er så en af dem, hvor man skulle tro, at hun prøvede på at opnå dem alle. De forskellige følge sygdomme gør, at hun ikke kan optage protein og fedt, samt andre enzymer og mineraler. Derudover er mælk heller ikke lige noget hun skal indtage, udover hvis hun gerne vil have rigtig dårlig mave. Men det har hun faktisk konstant, for det er svært at spise, når nærmest alt man spiser enten indeholder det ene eller det andet. Hun må heller ikke få for meget fosfat, hvilken man finder i nødder og kerner, så rugbrød, generelt brød, er ikke det bedste heller.

For 8 år siden var min mor ved at dø fra mig. Hun fik hjertestop i en alder af 34 år og døde 6 gange på vores daværende køkkengulv, lige inden hun nåede at servere min daværende livret. Den dag var forfærdelig og vil forevigt være en dybt og grimt ar i mit hjerte, men samtidigt var det en dag, hvor INTET kunne have flasket sig bedre. Jeg ved, at her har Gud holdt hånden over min mor. Hun kom derfra levende, med en lidt dårligere korttidshukommelse, men hun er her og det er ikke til at mærke, at hun har været igennem en rimelig seriøs omgang.
Lægerne kunne ikke sige hvorfor, men en kombi af sukkersygen og stress er deres teori.

Derudover, fik hun at vide for 3-4 år siden, at hendes nyrere var knap så gode. Faktisk virkede de kun 20% tilsammen cirka, så det var jo en væsentlig del under det de burde. Så hun begyndte i dialyse – og her tænker man så “har den kvinde ikke snart været nok igennem?”, så jo det har hun, men jeg ved ikke hvem pokker der sidder allerøverst og tester min mor. Jeg ved ikke, hvad hun skal bruges til efter det her liv, men et eller andet skal hun i hvert fald gøres stærk til.
Så 3 gange om ugen ligger på oppe på dialyseafsnittet i Randers, hvor der er stukket to (meget store) nåle ind i hendes højre arm. I den ene løber hendes blod ud, ind i en maskine og løber så over i nål 2, som leder blodet tilbage ind i hendes arm. Så til jer der ikke rigtig ved hvad nyrerne gør og hvad dialyse er, så er nyrerne kropppens filter. De renser vores blod, for alt det skidt der ikke er godt for os, så det kan blive lukket ud af vores krop. Fordi min mors nyrere ikke virker så godt, så kunne de ikke filtrere hendes blod ordentlig, så det gjorde hun rente rundt med en masse affaldsstoffer i hendes blod. Det er ikke så sundt for kroppen. Derfor er der nu en maskine, der har overtaget hendes nyreres job. Hun har siden da været på venteliste til ny nyre.
Nyrerne er en følgesygdom af sukkersygen.

Det der så også er med sukkersyge er, at det giver et dårligt blodomløb til hænder og fødder. Normalt vis mister diabetikere meget følelse i hænder og fødder, så de ikke rigtig kan mærke, at man rører ved deres hænder og fødder. Der er min mor anderledes. Hun er så ekstremt sensitiv mht hendes fødder. Hun kan knap holde ud, at man rører ved dem. Hun mærker alt og det er som om at hendes følelse i fødderne er forstærket i stedet for at forsvinde.
I sommers får min mor en tømmerlus på siden af hendes venstre storetå. Den går egentlig fint nok i sig selv, men over en forlænget weekend gik min  mor og hendes kæreste 20 km om dagen, da de var på kærestetur i Barcelona. Måske ikke så smart, når man er nyresyg (det gør nemlig også, at ens energiniveua er meget lavt), men hun elskede den by og nød det. Hun fortjener at leve livet en gang i mellem og ikke altid tænke “jeg er syg, så jeg kan ikke det her”, for så var der ikke meget i verden hun kunne foretage sig.

Da hun så kommer hjem og går en hel dag i et par lidt for stramme sko, kan hun godt se om aftenen at det ikke var så godt med hendes storetå. Hun prøvede i et par dage – jeg synes personligt for længe, men det ved hun godt – at rense det og lade det gå over. Men hendes blodomløb dernedtil er jo elendigt, så der kom ikke nok blod derned til at rense det nok til, at det kunne gå i sig selv. Så en dag i dialysen kigger en sygeplejerske på det og hun kommer direkte i behandling ved sårklinikken. Der var betændelse i hele hendes storetå og det var på vej til knoglen.

Når kroppens naturlige renseservietter (blodet) så er lidt tørre (dårligt blodomløb i fødderne), så bliver såret ikke renset så godt. Derfor fik der jo lov til at danne sig betændelse. Det blod der så kom derned, blev heller ikke gjort ordentlig rent pga hendes L O R T E nyrer, så såret valgte jo så ikke at hele. (jeg mener det dybt seriøst når jeg siger, at nogen ovenfra tester hende)
Så der stod hun med en betændt storetå, med betændelse spredt til knoglen og som var på vej til at sprede sig videre i hendes fod.

“Du skal forberede dig på, at vi tager din storetå, når vi opererer dig, for at se på såret. Muligvis, alt efter hvordan det ser ud dernede, tager vi måske halvdelen af din fod”

Det var en mavepuster og da min mor kom hjem og fortalte det, så kunne jeg ikke stoppe med at græde. Det gjorde ondt og det var en mavepuster. Når ens krop er ved at være så dårlig, at den ikke kan hele sig selv, så man bliver nødt til at fjerne lemmer, så ved man, at så er ens mor dælme syg. Hun har været ved at dø, flere gange, ikke kun hjertestoppet, og det var eddersparke hårdt. Hun blev rigtig dårlig og får at vide, at hendes nyrer knap og nap virker, så på med hende på en ventelisten til en ny (man har to, men man kan godt leve helt velfungerende med en), og det er noget at kaperer, men jeg synes at den her melding var hårdere end “jeg skal have ny nyre”-beskeden. De blev nødt til at fjerne hendes venstre storetå. Fjerne en del af hendes krop. Altså det er jo for sygt, når man tænker over det. Det synes jeg i hvert fald. Men det gav mig måske også yderligere en øjenåbner om hvor syg hun rent faktisk er. Sygdom kan også blive hverdag, men det her var en lille (læs stor) påmindelse.

Status er nu, at hun stadig muligvis skal have taget halvdelen af hendes fod. Det finder lægerne ud af indenfor den næste uge/halvanden. Dog er der én god nyhed: min morfar er blevet testet som match til min mor, så hun kan få en af hans nyrere. Så det er da en lille smule medvind på vejen. Måske er Gud ved at få lidt mere empati med hende.

Nu håber jeg bare, at de øverste ovenfor, er ved at være færdige med at teste hende. Hendes prøvelser tester også os omkring hende og ærligt.. så har jeg faktisk ikke lyst til at blive testet mere på den front. Man bliver lidt træt mentalt.

Til slut vil jeg sige, at trods af at min mor er ramt af alt det her, så er hun stærk. Pisse stærk. Det har også taget lang tid for hende, at erkende, acceptere og bearbejde hendes konstant nye følgesygdomme og deres påvirkning på hendes liv. Men alt det her er noget, som kunne have knækket rigtig mange mennesker, men en ting skal hun have og det er sku, at hun bliver ved med at holde hovedet højt, for at se lyset for enden af alt det her sygdomsLORT. Vi er der forhåbentligt snart, bare med noget af det.

Min mor har det dog godt efter operationen og alt heler som det skal. Så ligenu ser det ikke ud som om, at halvdelen af foden skal fjernes. Men mine fingre vil forblive krydset.

Hun er virkelig den sejeste.

Tak, fordi i læste med
Stort knus, Helena <3